I ca. 1999 skrev jeg en artikel om HLG’ere og termikflyvning i MFN. Siden da er der sket meget på den front og for et par år siden skete der endog også en revolution, der først rigtig har bidt sig fast i Danmark i år. HLG er forkortelsen for Hand Launched Gliders (håndkastede sværere). For at kaste sådan en HLG-svæver kræves der næsten samme teknik som i atletikkens spydkast. Det kræver en smule kræfter og desuden er teknikken ret svær at mestre så man får fuld valuta for den forbrugte muskelmængde; dvs. mange er nød til at kompensere for manglende teknik ved at simulere muskelstyrke. Og husk at hvis muskelsimulationen ikke står mål med virkeligheden, giver det muskelømhed! Kort sagt: De fleste bliver ømme et eller flere steder af 1-2 timers HLG-flyvning.

Nå, men det var egentlig revolutionen jeg ville skrive om.

SAL er forkortelsen for Side Arm Launched Glider og dækker officielt over at man kaster modellerne ved at tage den i tippen og blot slynge den afsted efter ¼ - ½ omgangs rotation.

DLG er forkortelses for Discus Launched Glider og er den kastemetode hvor man efterligner atletikkens diskus- og hammerkast, med flere rotationer.

Begge forkortelser bliver efterhånden brugt i flæng, for at beskrive den start hvor man rotere et par gange. Den første der gjorde det var Dick Barker fra Seatle og det er faktisk flere år siden. Da han ikke vandt konkurrencer med sin slyngkastteknik var der ingen der så noget vinderpotentiale i teknikken. Han var vist også over 50 på det tidspunkt og kastemetoden var hans forsøg på at kompensere – send den i hovedet på mig om 15-20 år. I de senere år er udgangshøjden blevet mere og mere vigtig og så tog udviklingen fart. Fordelen ved SAL er, at man med mindre anstrengelse får større højde på. En rigtig god HLG-kaster kan vel kaste op til omkring 20 meter, hvorimod en god SAL/DLG-kaster opnår 50+  meters højde. En almindelig HLG-kaster når vel 8-12 meter og en almindelig SAL-kaster 15-30 meter. Det giver nogle helt andre flyvetider og muligheder for at finde termik. Det giver jo selvsagt også nogle andre belastninger på specielt kroppen (modellens) når den skal slynges som i hammerkast, så de sidste par år er der blevet eksperimenteret en del for at bygge modellerne stærke nok og dernæst stærke OG lette. Ligesom ved HLG-modellerne bliver der både brugt højde- og siderorsmodeller, samt højde-, side- og krængrorsmodeller med flapsmulighed. Hvor modellerne for et par år siden vejede 300-375 gram, vejer de letteste amerikanske modeller i dag 220-240 gram med 4-6 servoer. De bedste Europæiske modeller ser ud til at balancere med en lidt højere vægt (omkring 300 gram); muligvis fordi de fleste europæiske modeller er støbt i forme og de amerikanske er lavet i vakuumbeklædningsteknik. I starten måtte de fleste i byggefasen betjene sig af trial-and-error metoden, men i dag er der mange af de erfarne der har delagtiggjort resten af verden i deres viden. Det er rart. Specielt på yahoo’s forum ”SALglider” er der tonsvis af information at hente om hvordan man bygger sådan en model fra bunden. For at læse beskederne, se billederne og læse de indlagte filer skal du tilmeldes Yahoo’s forum. Du syntes måske at det er irriterende at man ikke bare kan gå ind og skrive og læse, men det er lavet for at beskytte dem der bruger det seriøst, imod spam mail og anden reklame. Tilmeld dig og nyd informationerne.

Der er selvfølgelig også en del modeller man kan købe færdige, så man ikke skal bakse med skum, skærebue, epoxy, kevlar, kulfiber, epoxy samt vakuumudstyr. Bl.a. i Woodstock er der er nogle stykker der har købt Highlight Competition der hos TUN kaldes Highlight DLG  og hos West London Models: Highlight Discus. Ifølge Allan solgte Franken Modellbau 200 stk. Highlight DLG på Dortmund messen i midten af april . Desuden ved jeg at Jørgen Korsgaard netop her i slutningen af marts har hentet en Update fra Graupner som han laver en test af i et senere nummer af MFN, vistnok samtidig med at han beskriver nogle af de andre modeller der flyves med i øjeblikket. Claus Rimestad købte i april en Appache og for 85,- euro får man en lækker krop, og opbyggede og beklædte vinger der skal limes sammen af 2 halvdele. Claus’ kom i første omgang til at veje 385 gram, men når den bliver fintrimmet og får et nyt haleplan/finne som Bart Bird samt mere bly ud af næsen, kommer vægten forhåbentlig ned på et fornuftigt leje.

Dette var blot for at nævne et par af de modeller der er på købemarkedet. Tjek også med din lokale forhandler eller tag et kig på denne hjemmeside, hvor der er et hav af links til tekniske hjemmesider, personlige hjemmesider og modeller.

Selvfølgelig skal der også være noget om hvordan man kan lave det selv. Jeg har 5 links på internettet der kan tilfredsstille den mest krævende, i viden om SAL modeller; de første to har du fået: Yahoo’s SALglider group, og Barcs linksside – BARCS er for øvrigt forkortelsen for: British Association of Radio Controlled Soares.

Den første jeg fandt var egentlig denne om Terminator. Denne hjemmeside blev lavet i marts 2000, og var et forsøg på at lave en online tegning til en rimeligt højtydende HLG’er. Terminator var resultatet, med en skumvinge, der kan beklædes med enten glasfiber eller 0,8 mm balsa. På hjemmesiden er der beskrivelser af hvordan man bygger begge vingetyper, der er tegninger til begge vingetypers skæreprofiler, der er beskrivelser af hvordan man laver kroppen og halen – med tegninger og skitser over sammenlimnings jigge, og der er endvidere beskrivelser af hvordan man arbejder med vakuumbeklædningsteknik, samt hvordan man skærer skumvinger og endelig er der selvfølgelig beskrivelse af rorudslag m.m. Et godt initiativ og der er blevet bygget mange af dem i USA.

Af en eller anden grund er teknikken med at lægge glasfiber, kulfiber eller kevlar på skum vha. vakuum, ikke blevet så populær i Europa, som i USA. Da jeg også først skal til at lærer denne teknik, vil jeg vende udførligt tilbage til den når jeg er blevet klogere. Kort fortalt går det ud på at man beklæder en skumkerne med epoxyvædet væv vha. en kompresser fra et køleskab, der er koblet til en plasticpose med vingedelene indeni.

Nu bevæger vi os ind på SAL området og på Charlesriverrc-hjemmesiden dukkede der også en SAL model op i juli 2001. Konceptet var det samme som ved Terminator. Udførlig beskrivelse af byggeteknik og tegning af flyet Kahu designet af Chris Kaiser. Lige til at gå til hvis man beherskede to teknikker: Skæring af skumkerner og vakuumbeklædning af skumkerner.

Mark Drela designede snart Super Gee og en hjemmeside dukkede op i sommeren 2002. Den er en smule mere avanceret end Kahu. Tegningen er endog meget udførlig og jeg har ikke fundet en eneste detalje der mangler. Mark Drela har desuden lavet en del profiler til DLG’ere og er designmæssigt guruen i USA. Phillip Barnes’ XP 3’s vinge er designmæssigt en kopi af Super Gee. På hjemmesiden er tegningen af Super Gee af hele flyet med mange detaljer, tegning af forkrop, tegning af haleflader, detaljeret beskrivelse af hvordan man støber forkroppen og af hvordan man sliber tipperne samt den lille not til hovedbjælken – det hele er der. Og ifølge dem der har bygget flyet og skrevet om det på Yahoos forum om SALglider, er begejstringen stor fra første flyvning.

På Yahoos forum har der også været reklameret for en DVD / video på over 4 timer der viser Phillip Barnes der bygger vinger m.m. til XP3 samt vinger til Fusion. DVD’en er indtil videre (medio april) kun leveret i USA, men der skulle også være en udgave på vej til Europa. Prisen er $ 55,- plus forsendelse.

Og det bringer mig så frem til mit eget hjemmebyg. Claus Rimestad og jeg er ved at bygge vores egen DLG-model: Bart Bird. Jeg har forsøgt at tage det bedste fra alle de modeller jeg har set, og koge det sammen til noget vi kan bygge og kalde vores eget. For at øve os i vakuumbeklædningsteknikken vil vi starte med en højde- siderorsversion inden vi laver den endelige version, der skal udstyres med 5 servoer. Forkroppene støber vi her i foråret, og vi er også ved at have tag på at støbe lette koniske halebomme i kulfiber. Et par dage efter at vi havde besluttet at gå den korte omvej over en højde- siderorsmodel, kom der en e-mail fra yahoos SALglider forum, at en sydafrikaner allerede havde bygget vores model – snydepels. Han er nu tilgivet – telepatien må have svigtet, så det i stedet er et eksempel på to ideer der opstår simultant forskellige steder i verden. Gad vide hvad antropologer kan få ud af det? Vi kunne i stedet varme os ved at konceptet nok var godt nok og at Claus’ hjemmelavede CNC-styrede skumskæremaskine skar perfekte vinger. Hvis de tegninger jeg har lavet til bladet er gode nok til reproduktion, er du måske også så heldig at du kan se hvordan de to versioner ser ud. Og mens jeg sad og skrev dette, fik vi tid til at beklæde en vinge (13/3). Det er nemt og det bliver godt. Jeg har gennemtrawlet Internettet og spurgt om det jeg ikke forstod, så arbejdsgangen var ret simpel og jeg var ret sikker på at vi gjorde de rigtige ting på de rigtige tidspunkter med de rigtige materialer, og vi behøvede ikke at lave alle de fejl som mange andre har lavet.

Flyvning med DLG-modeller? Her i bladet er der jo svært at vise videofilm, men jeg er ret sikker på, at der har været nogle DLG-modeller til svævetræf i Grindsted, og 14 dage før var der også en lille forsamling der fløj ved Hjelm Hede ved Skive. Hvis du dukker op på Woodstocks plads er det nok også muligt at Robert, Simon, Lars eller John tager sig en svingom på grønsværen med deres DLG-modeller. Eller i AMC hvor Allan Feld også har bestilt en Highlight DLG.

FAI har optaget de håndkastede svævere som en foreløbig klasse med navnet F3K. Modellerne må højst have en spændvidde på 1500 mm og højst have en vægt på 600 gram. Desuden skal kroppens næse være rund med en radius på minimum 5 mm. Den eneste af begrænsningerne der reelt betyder noget er spændviddebegrænsningen. Da klassen er foreløbig, betyder det at flyvereglerne ikke ligger fast, og mange steder flyves der efter lokalt tilpassede regler. Der er dog forslag til regler og de kan findes på:  http://home.clara.net/barcs/hlg/hlg.htm